Dag 1

Jens T, Jens S, Sebastian, Erik

Porten

I et land ikke langt herfra
Hvor alle verdner er samlet
Et land uden lige
Et land hvor alle er frie

Jeg er ny i dette land
Aldrig har jeg set så mange
Har mit syn mon været et rør?
Men stemmen i det høje taler om en port
Jeg har aldrig gået gennem den før

De taler om at gå gennem porten
Og himlen og jorden er ét derude
De siger man kommer tættest på himlen derude
Mon det er sandt når de siger man får vinger?

Jeg er langt hjemmefra
Nogle er bange for porten
Stemmen i det høje ordrer mig gennem porten
Den åbner sig for mig nu
Hvor fører den hen?

Pludselig er jeg på vej
Som skudt fra en kanon
Mine øjne åbner sig nu
Himmel og hav er et
Så meget under – så meget over
Jeg kan se mine vinger.

At rejse er at leve

Nu er tiden endelig kommet; studietur. Vi har i lang tid set frem til denne dag, da tanken om gymnasiet altid har været akkompagneret med tanken om studietur.

Klokken er omtrent kvart i tolv og folk er begyndt at indfinde sig på stationen, Odense banegård, og der bliver snakket om lidt af hvert; ”Hvor stor er din baggage?”, ”Hvor mange euro har du med?” og ”Har du fløjet før?”. Søren og Dorthe ankommer, vi sætter retningen mod spor 6 og derefter mod Kastrup lufthavn. I toget går snakken videre om alt mellem himmel og jord, grinet og diskuteret, ja man skulle tro at vi ejede vognen.  Vi selv spiller kort, 500, og med ihærdige forsøg prøver at overtale Søren til et spil. Han påstår dog, at han aldrig har været den store gambler, vi tror ham ikke, da han er matematiker og derfor burde have styr på sine tal og beregninger.

Tiden flyver, vi ankommer til lufthavnen, og vi sætter straks i ildmarch mod den nærmeste Burger King, et lille stykke dansk kultur, inden turen går til Barcelona. Der skal slås tid ihjel, og hvilken destination fuldfører det behov bedre end en industriel og kold madanstalt?

Mod gaten vi går og i takt med, at vi kommer tættere og tættere på flyet, bliver vi mere og mere opstemte. Vi kan næsten mærke Barcelona; varmen, stemningen, den hektiske storbysatmosfære og sidst men ikke mindst lyden af bølgerne fra stranden.

Aldrig! Aldrig, har et fly larmet så meget som det gjorde den 9. september 2012! En flok unge, utålmodige skarnsunger indtog denne dag et fly fra Norwegian, og stemningen var under vores ukontrollerede kontrol til vi landede tre timer senere. Selvom vi selv hyggede os, har vi, uden tvivl, generet ældre mennesker, småbørnsfamilier og forretningsrejsende. Vi håber dog, at de er bevidste om, at det var i bedste hensigt.

Vores første møde med Barcelona var lidt mere hektisk end vi forventede, en halv time blev brugt på gang, i et ihærdigt forsøg på at finde vores transport inden dets afgang.

Duk, duk, duk, duk, duk… Lyden af 22 rejsende har nok vækket mennesker i det nærmeste nabolag. Barcelonetta, tæt på stranden, ingen sætter blikket fremad, alle suger indtryk til sig og tjekker hvilke barer der skal ”crashes” inde for de næste fire dage. Prædiken om lommetyve strejfer vores sind og vi griber efter vores lommer. Puha! Mobil, pas og penge er der stadigvæk, og vi husker os selv på at det helst også skulle være sådan om fem dage.

Indkvartering på hotellet går hurtigt og smertefrit, og vi suser straks til den nærmeste ”Supermercat” og får os nogle billige øller’. Næste destination: Stranden! Snakken går mens alle nyder de varmere himmelstrøg, lyden af havet og duften af saltvand. Mødet med Barcelona har gjort os friske og vi lægger os først til ro længere ude på natten. Klar til en ny dag og en god nats søvn, (dannelses)rejsen er påbegyndt.

Vi drager ud på livets sti!
Vi har et enkelt mål!
Til Barcelona rejser vi!
Vor vilje er at skåååål!


Vi vil rejse ud i det blå
Spise overalt!
Og vi vil drikke masser øl!
Det' noget vi har valgt!

STUDIETUR! - vi skal drikke øl!
(det siger sig selv)
Alle sammen tag et skyl!
Vi må bare hjælpes ad!
STUDIETUR!

(Vi skal drikke øl)                                                          
Vi skal drikke øl!
STUDIETUR!